Hold momentum i sikkerhedsarbejdet
Undgå at arbejdet går i stå
It-sikkerhed er ikke en engangsopgave. Nye systemer, medarbejdere og arbejdsgange betyder, at virksomhedens risici ændrer sig over tid. Derfor er det vigtigt løbende at følge op på de områder, der har størst betydning for jeres sikkerhed. Små, faste kontroller gør det lettere at holde overblik og reagere i tide.
Følg op på jeres risici
I takt med at virksomheden udvikler sig, ændrer risikobilledet sig også. Nye systemer, leverandører, arbejdsprocesser eller forretningsområder kan skabe nye sårbarheder eller ændre betydningen af eksisterende risici. Det er det en fordel løbende at tage stilling til:
- hvilke risici der har ændret sig
- om der er kommet nye risici til
- om eksisterende tiltag stadig er relevante
- om noget skal prioriteres anderledes
Målet er ikke at lave en ny risikovurdering hver måned. Målet er at sikre, at jeres vurdering fortsat afspejler virkeligheden og understøtter de rette prioriteringer.
Gennemgå adgang og brugere
Adgangsrettigheder ændrer sig løbende, efterhånden som medarbejdere skifter rolle, nye leverandører får adgang eller systemer ændres. Derfor bør I med faste intervaller kontrollere:
- om de rigtige personer har adgang
- om tidligere medarbejdere er fjernet
- om leverandøradgange stadig er nødvendige
- om administratorrettigheder er relevante
- om 2-faktor-godkendelse stadig anvendes
Selv små justeringer i adgange kan have stor betydning for virksomhedens sikkerhed.
Test backup og drift
Backup og opdateringer er først værdifulde, når de virker, når der er brug for dem. Derfor er det vigtigt løbende at kontrollere, at backup gennemføres som planlagt, at data kan gendannes og at systemer og driftsrutiner fungerer som forventet.
Når driftsopgaver følges op regelmæssigt, bliver det lettere at opdage fejl og mangler i tide, så der kan opretholdes et stabilt sikkerhedsniveau.
Derfor skaber det værdi
Løbende opfølgning gør det lettere at:
- bevare overblik
- reducere risiko
- holde dokumentationen relevant
- undgå overraskelser
- forberede fremtidig gentildeling
Næste skridt
Små vaner, tydelige forventninger og løbende dialog hjælper med at holde sikkerheden levende i organisationen.